Mangel på 2.000 ingeniører om to år

Regeringen må gøre det lettere at rekruttere kvalificeret arbejdskraft fra udlandet, fremhæver Foreningen af Rådgivende Ingeniører (FRI)

Foreningen af Rådgivende Ingeniører, FRI, deler DA’s bekymring om fremtidig specialistmangel og henviser til, at der allerede i 2013 vil mangle over 2.000 ingeniører til de mange infrastrukturprojekter, der sættes i gang. Regeringen må sørge for bedre forhold for rekruttering af udenlandsk arbejdskraft, understreger Henrik Garver, der er direktør i FRI.

- I dag udtrykker DA bekymring for, at regeringen på grund af krisen svækker sit fokus på problemet med at rekruttere kvalificeret arbejdskraft. Det er en bekymring, som FRI deler. Konkret er det i en nylig rapport slået fast, at vi allerede i 2013 kommer til at mangle over 2.000 ingeniører til Femern Bælt-forbindelsen, Metro Cityringen, sygehusbyggerierne og flere jernbane- og vejprojekter. De ingeniører kan branchen godt selv finde i udlandet – men det kræver, at regeringen gør det nemmere for virksomhederne at rekruttere udenlandske medarbejdere. Hertil kommer at branchen selv kan løfte en del af manglen gennem udenlandske datterselskaber og intern omskoling af medarbejdere, udtaler Henrik Garver.

- På længere sigt må regeringen arbejde med at øge optaget af ingeniørstuderende, ligesom vi skal intensivere indsatsen for at få flere unge til at gå ingeniørvejen. Men her og nu er der altså flere konkrete tiltag, som regeringen kan foretage for at muliggøre realiseringen af de projekter, man selv har vedtaget, fastslår Henrik Garver.